Udflugtsmål
Kan du lide at tage på udflugt?
Hvad skal der være, hvis det skal være et rigtigt godt udflugtsmål?
Det må gerne være et flot, uspoleret landskab – og helst med udsigt højt oppe fra.
Det skal være et godt sted at gå en tur, gerne flere forskellige muligheder.
Det er dejligt, hvis det er ved havet.
Der må gerne være ro og stilhed – og alligevel noget at lave med børnene.
Det er rigtig rart, hvis der er en hyggelig café, hvor man kan slå sig ned og få noget lækkert.
Der må gerne være nogle forskellige ting at kigge på eller at lave.
På Bovbjerg finder du det hele. Bovbjerg Fyr er det lysende centrum. Her er et fyrtårn man kan gå op i. Der er café og have, udstillinger om kunst og kystens historie. Der er trappe ned til stranden, vandre- og cykelsti. Selve klinten er én stor fortælling om istidens Danmark – men man kan også bare finde flotte sten på stranden. Man kan sætte drager op – eller selv flyve i sin egen drage sammen med mågerne. Man kan gå langs havet den ene vej og tilbage oppe på skrænten, 40 meter over havets overflade.
På Bovbjerg kan man være helt alene eller en del af et fællesskab. Vælg selv.



Måske kan du finde rav på stranden. Eller nogle fine skaller, eller en flot sten. Brug øjnene.






