Fyrets historie

Af Ellen Damgaard

Et af de første fyrtårne

Over døren til tårnet står årstallet 1877. Da lyste fyret første gang som et af de første fyrtårne på Jyllands vestkyst til advarsel for skibsfarten om den farlige kyst. 

Selve tårnet er 26 m højt, og med den høje beliggenhed (41 m.o.h.) har det en flammehøjde på 62 m, og lyset kan ved god sigtbarhed ses i 16 sømils afstand.

Fyret blev automatiseret i 1965, og det sidste personale sagde farvel i 2003.

Tændt første gang

Bovbjerg Fyr blev tændt første gang den 30. december 1877 ved solnedgang.

Det lyser stadig med to blink tæt efter hinanden inden for 15 sekunder.

Siden 1978 er lyset blevet styret automatisk fra Fornæs Fyr ved Grenå. På Bovbjerg er der langt mellem husene, og der bliver rigtigt mørkt, når solen er gået ned.

Så er det en fin oplevelse at se fyret tændes og sende sine blink ud over havet og landskabet under den store stjernehimmel.

Fyret blev bygget ved Bovbjergs højeste punkt, omkring 40 m over havet. Det blev kalket rødt, for at søfolkene ikke skulle forveksle det med kirketårnene i Ferring og Trans, der indtil da havde fungeret som de eneste sømærker på denne del af kysten. Selve bygningen er et godt eksempel på periodens gedigne håndværk, og den store linse er den originale fra 1877.

Fyret er bygget af fyringeniør C.F. Grove, der i øvrigt også tog initiativet til høfdebyggeriet på kysten.

Bovbjerg Fyr er et anduvningsfyr. Det betyder, at det skal vejlede skibe, der er på vej ude på havet, men som nærmer sig land.

I dag har skibene moderne navigationsudstyr og behøver ikke fyrtårnene, men de får lov at lyse som en ekstra sikkerhed – og søfolkene kigger efter dem som venner, der hilsner én velkommen undervejs. Bovbjerg Fyr indgår i en kæde af fyr, som angiver kursen for skibe, der skal fra Nordsøen ind gennem Kattegat.

Det er et smal og strømfyldt farvand, som tidligere var meget frygtet af søfolk. Derfor blev der gennem tiden bygget en række fyr på den danske vestkyst – blandt andet Bovbjerg (1877), Hanstholm (1843), Hirtshals (1863) og Skagen (1627, 1747 1858), og i Norge var det vigtigste Lindesnes Fyr (1656, 1725, 1854) på Norges sydspids.

De havde alle sammen en forskellig måde at blinke på, så det var let at kende forskel. Da Bovbjerg Fyr blev bygget, var der ingen fyrtårne på den jyske vestkyst fra List (på øen Sild’s nordspids) til Hanstholm – en strækning på omkring 200 km.

Bovbjerg Fyr ca. 1890

Fyret lyser

Skibene lagde kursen ud fra fyrskibe og fyrtårne, som de passerede på vej gennem Den engelske Kanal, og herfra satte man kompaskursen efter Lindesnes Fyr.

Hvis det var østlige og sydøstlige vinde, kunne man sigte efter Hanstholm Fyr uden fare for at blive drevet ind mod kysten. Det var her Bovbjerg Fyr kom ind som en advarsel om, at man havde fået afdrift på grund af de stærke strømme i Nordsøen, og derfor stod i fare for at komme for tæt på ”Jernkysten”, som den jyske vestkyst blev kaldt i lodsbøgerne.

Personale

På Bovbjerg Fyr var der tre ansatte, fyrmesteren og to fyrassistenter. De boede med deres familier i de to huse, der stadig ligger på hver sin side af gårdpladsen. Fyrpersonalet var statens tjenestemænd, de gik med uniform og kasket, og de skulle skrive alting ned i store protokoller og holde god orden på alt. 

Det var et ansvarsfuldt arbejde, og en fyrmester var en højtstående person på egnen. Hvis man passede sit arbejde godt, kunne man blive forfremmet fra 2. assistent til 1. assistent og derefter til fyrmester – og som fyrmester havde man mulighed for at avancere til større fyr, hvor man fik en højere løn.