Ny markeringssten og genåbning af udstilling ved Bovbjerg Fyr

Hertil og ikke længere

Ny markeringssten og genåbning af udstilling ved Bovbjerg Fyr
Lørdag den 16. maj danner Bovbjerg Fyr rammen om en dobbelt begivenhed, hvor både istidens landskab og egnens kulturhistorie fejres.
På dagen afsløres en ny markeringssten ved isens hovedopholdslinje – grænsen for isens udbredelse under Weichsel Istid. Netop ved Bovbjerg Klint er denne linje særligt synlig, og området er et af de få steder i Danmark, hvor man kan opleve et tydeligt snit gennem istidens landskaber. Den nye sten skal være med til at formidle stedets unikke geologi og gøre den usynlige grænse i landskabet mere nærværende for besøgende.
Samtidig genåbner udstillingen “Fyrforstand – Bovbjerg Fyrs fortælleværksted”, som giver indblik i Fyrets historie, livet omkring Fyret og dets betydning for søfarten langs Vestkysten. Udstillingen er blevet opdateret og videreudviklet med fokus på formidling til både lokale og turister.
Arrangementet indledes kl. 12.30 med afgang fra Fyret til markeringsstenen. Kl. 13.00 finder den officielle afsløring sted, og kl. 14.00 åbner udstillingen.
Begivenheden er gratis og åben for alle, og Fyret håber at samle både lokale borgere og besøgende til en dag, hvor natur og historie mødes i et af Vestjyllands mest markante landskaber.
Program:
12.30 – Afgang fra fyret
13.00 – Afsløring af markeringssten
14.00 – Nyåbning af udstillingen