Frivilligudflugt til Herning

Frivilligudflugt til Herning

Fyrfrivillige på besøg på Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt Museet, Kulturhotellet og Elia i Herning

Vi startede med rundstykker og kaffe i bussen, mens Aksel styrede os sikkert gennem trafikken og over opsamlingspunkterne i Rom og Holstebro.

Fællessange blev det selvfølgelig også til både på ud- og hjemturen. Og en lille skarp.

Vores første mål var Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts skønne museum, hvor vi blev budt på kaffe og et spændende oplæg af Lotte Korshøj, som bagefter sammen med nogle frivillige fra museet stod klar med forklaringer og svar på spørgsmål, mens vi spidsede øjne og ører først Angli-gården og derefter de aktuelle udstillinger. Ord som begejstring, interesse og glæde er ikke helt dækkende for det besøg. Fyrmoster havde nær aldrig fået alle med derfra igen. Det var et af de besøg, hvor man føler, at man har besøgt gode venner med spændende ting på hjerte.

Næste stop var frokost, rundvisning og kaffe-kage i Kulturhotellet. Her var tidsplanen også lige ved at skride pga. stor spørgelyst og en meget spændende rundgang på egen hånd.

Efter et lille smut omkring Cronhammers Elia og et endnu mindre smut forbi den liggende Lenin, satte vi næsen hjemad med hoveder fyldt af indtryk, maver fyldt af mad og hjerter fyldt af dejligt samvær.

TAK for i dag!

Billeder