Ny leder fundet til Bovbjerg Fyr
Kristine Nørgaard Andersen
Bovbjerg Fyr har nu fundet en ny leder til at overtage stillingen, når fyrmoster Lene Christiansen går på pension ved udgangen af maj.
Kristine Nørgaard Andersen er ansat som fyrets nye leder. Hun er uddannet grafisk designer og har været daglig leder af kulturinstitutionen Munkeruphus inden hun i 2024 flyttede til Hurup. Kristine har været assistent for kunstneren Bjørn Nørgaard og har også haft ansættelser på Glyptoteket i København og Museum Jorn forud for sin ansættelse som daglig leder af Munkeruphus.
Bestyrelsesformand Bo Haahr Larsen udtaler: ”Vi har været igennem en spændende proces med ansættelse af fyrets nye leder. Der var mange velkvalificerede ansøgere, men i ansættelsesudvalget var der enighed om at Kristine Nørgaard Andersen var den bedste ansøger til stillingen. Hun har erfaring med ledelse af en organisation båret af frivillige og bringer nogle meget værdifulde kompetencer med sig fra sit arbejde i kunst- og kulturverdenen. Men mest af alt kan vi mærke at Kristine vil være god til den daglige dialog med de frivillige og ansatte på fyret, og at Kristine brænder stærkt for at drive og udvikle fyret. Hun har mange gode ideer til udviklingen af fyret, og hun vil også drive stedet videre med respekt for de traditioner og gode resultater som fyret har opnået under Lene Christiansens tid på fyret”.
Kristine er 38 år og glæder sig til at lære egnen at kende. Hun har planer om at flytte til egnen sammen med sin kæreste, der er friluftsvejleder.