En hyrde finder sit sted

Erik Heides skulptur ”Hyrden” blev stillet op ved Bovbjerg Fyr den 25. September 2008.

Det er en 2,85 meter høj mand med to dyr, hugget i sort diabas. Skulpturen er deponeret af Ny Carlsbergfondet.

Kunstneren var selv tilstede og valgte med omhu den nøjagtige placering - i vinklen mellem fyrtårnets cirkelslag, buegangens runding og oldtidshøjens grønne kuppel. Her mødes rødt, grønt og sort. Når man kommer gående ad vejen op til fyret, hilser skulpturen én velkommen.

Når man kommer gående sydfra ad stien fra Trans Kirke, ser det ud som om hyrden vandrer med sine dyr ud fra tårnet og forsvinder indi højen.

”Hyrden” er skabt i 2006 og blev indkøbt af Ny Carlsbergfondet i 2007.

I april 2008 blev den uddeponeret ved ”Klitgården” i Skagen, men på grund af en række forviklinger mellem miljømyndighederne og Klitgårdens ledelse besluttede fondet sig for at flytte skulpturen til Bovbjerg Fyr.

Her havde bestyrelsen tidligere ytret interesse for at få uddeponeret et værk fra Ny Carlsbergfondet, og da tilbuddet om Erik Heides ”Hyrde” kom, var der énstemmig opbakning til sagen. Og heldigvis lykkedes det at skaffe de fornødne miljøtilladelser gennem et godt og hurtigt samarbejde med myndighederne.

Manden i stenen

Manden i stenen er en hyrde, som navnet siger.

Erik Heide fortæller selv, at det egentlig ofte begynder med selve stenen. Hvad er der i stenen – er det en mand? Hvad er det for én, der står og kigger sådan? Det er en hyrde, for de kigger jo netop efter noget. Og så er det et gammelt motiv med mange symbolske betydninger.

Erik Heide har lavet en række kirkeudsmykninger, så der kan ikke være tvivl om, at begrebet ”hyrde” kan fortolkes både konkret og symbolsk. Hyrden står nu med sine dyr midt i et landskab, hvor man i årtusinder har levet som kvægbrugere. Bronzealderens hyrdefolk byggede den store kuplede oldtidshøj, hvor skulpturen nu står, og en nærmere fortids bønder har brugt den fede muldjord på Bovbjerg som græsningsland for stude, malkekøer og heste. Her i Vestjylland var kreaturerne ikke tøjrede som østpå, men gik frit rundt vogtet af hyrder. Det er altså en jordnær skulptur.

Lige netop her på dette sted indgår ”Hyrden” imidlertid også i et tankevækkende samspil med et fyrtårn; begge begreber kan bruges som et billede for kræfter, der leder én på den rette vej, og skulpturen indgår dermed i fortællingen om Vestkysten, hvor kirketårne og fyrtårne står som troens og naturens store metaforer. Og så føjer skulpturen sig ind i den lokalt forankrede kunst, først og fremmest Jens Søndergaards, hvis malerier netop skildrer mennesket stående som en sort silhuet ved havet. Og den spiller også fint sammen med ”Cementmanden”, der ligesom Hyrden læner sig lidt mod blæsten.